Kamasi Washington – “The Epic” pt. 2

Kamasi Washington – “The Epic”

IMG_20151217_160923-COLLAGE

Vi er nu nået til 2. del i min anmeldelse af Kamasi Washingtons 3LP-sæt “The Epic”, og jeg vil skrive lidt om mit indtryk af volume 2 – denne volume har den lettere Tolkien’ske titel “The Glorious Tale”.

IMG_20160204_155317-COLLAGE

Jeg huskede egentlig pladen som den svageste af de tre, men ved genlytning var det indtryk mystisk nok helt væk, og jeg kan simpelthen ikke greje hvad der har rykket sig i mine ører. Hvad angår selve musikken, så er volume 2 i sættet lidt et skridt væk fra det store kærestebrev til Coltrane og Rollins som volume 1 på mange måder var. I stedet tages der et par store skridt mod en mere jazz-funk’et og 70’er præget lyd; Hvor keyboard-spilleren Brandon Coleman var et velkomment afbræk på volume 1, så indtager han nærmest hovedrollen på volume 2, hvor synths og især Fender Rhodes el-klaveret er det bærende grundlag som de fleste numre bygger på. Allerede på åbningsnummeret “The Rhythm Changes” gør dette sig klart, da der åbnes med en meget “Brainfeederesque” synth, inden Patrice Quinn entrerer med smuk sag, der igen synes at have denne her lidt kirkelige undertone i sig. Herudover tager percussion-sektionen på første del af nummeret en mere prominent plads, og det er ligesom nummeret starter i det lidt funk-prægede og gradvist glider over i noget mere soul’et, da orkesterleder Washington først relativt sent lader strygere og orgel tage styringen frem til det glider ud i et storladent klimaks – Smukt!

På “Leroy and Lanisha” husker Washington lytteren på hvis navn der står på pladen, i det han nærmest eksploderer ud af højttaleren i en solo, på et noget mere sparsomt akkompagneret stykke, da strygere og kor denne gang er sat på bagsædet. I udtoningen af nummeret tones den aggressive start ud i noget mere godmodigt og legesygt, og dette har måske lidt en sammenhæng med historien bag kompositionens navn: “Leroy and Lanisha” skulle være en Inglewood’sk omskrivning af navnene “Linus and Lucy”, to figurer fra den amerikanske serie “Peanuts” (På dansk: Radiserne).

B-sidens åbningsnummer “Miss Understanding” starter ud med et callback til de store andægtige armbevægelser fra volume 1, men glider alligevel med største naturlighed fra kirkekors-agtige hymner over i en højt pacet fusionsjazzet festfyrværkeri der lidt leder mine tanker hen på Miles Davis’ “Bitches Brew”, med blandingen af hæsblæsende trommer og horn, spillet på en bund af kontrolleret elektrisk piano. Højdepunktet i nummeret er for mig den geniale nedbarbering af alt dette vildskab ca. 2/3 inde hvor den akustiske bas først plukkes med fremragende definition og speed, inden Miles Mosley (såvidt jeg kan høre) griber buen og tager den i mesterligt i brug. På “Seven Prayers” får vi igen et lille glimt af Brainfeeder-signaturlyden, og skulle man have glemt hvor meget af den der egentlig stammer fra Stephen “Thundercat” Bruners karakteristiske el-bas, så er man ihvertfald ikke i tvivl om det. Det er ikke noget der tværes tydeligt ud over den smukke og sørgmodige skæring, men alt andet lige så er antydningen jo altså ofte også mere effektfuld end udpenslingen. For fans af Flying Lotus’ “Cosmogramma” vil lige netop dette nummer have en stor snert af gensynets glæde. Den relativt set nedbarberede besætning på “Seven Prayers” skæres yderligere ned på det afsluttende nummer “Cherokee”, hvor Patrice Quinns smukke stemme akkompagneres af en kvintet, i dette cover af Ray Nobles oprindelige komposition. Nummeret er på mange måder nok mere soul end det er jazz, men som sådan er disse genre-overvejelser på ingen måde så ligeså interessante, som den imponerende revitalisering Washington formår at give Nobles big-band nummer fra 1938. Som sådan fungerer nummeret som en fremragende “cliffhanger”, for når Kamasi Washington slutter volume 2 af med sådan et wildcard, så kan man ikke andet end være nysgerrig på hvad der venter på sættets sidste tredjedel  – Hvis i ellers kan vente, så skal jeg dog glædeligt afsløre det, i den sidste del af min serie om Kamasi Washingtons “The Epic”.

Indtil da, så tak for at i ville læse med, jeg håber at i allerede nu er blevet så nysgerrige på pladen, at i er hoppet ned i jeres lokale pladebutik efter den 🙂

 

 

 

Kamasi Washington – “The Epic” – pt. 1

Kamasi Washington – “The Epic”

IMG_20151217_160923-COLLAGE

Jeg har længe gerne villet skrive et stykke om Kamasi Washingtons “The Epic”, men det tog nogle grublerier over hvordan det nu bedst skulle gribes an. For selvom musikken på sin vis er meget tilgængelig, så er opgaven med at beskrive den så absolut en større udfordring end jeg lige troede. Den formel jeg dog er endt op på, er at dele anmeldelsen op i tre dele. For mens de spam-ansvarlige på pladeselskaberne fandme snart sagt hævder at alt de skider ud er “et episk koncept album” eller “den nye Sgt. Pepper” (om det så er en Taylor Swift-plade vi reelt snakker om), så er titlen “The Epic” lige i dét her tilfælde både velvalgt og beskrivende: Vi snakker tre plader med næsten tre timers jazzmusik i flere stilarter – Så mildest sagt en stor mundfuld at skulle fordøje.

Det er første gang i min egen levetid, at jeg kan huske et jazz-album der decideret har været “hypet” forud for udgivelse. Projektet har været ekstremt ambitiøst, og man har derfor holdt vejret om Washington ville brække nakken på det. Særligt når man tager den voldsomme orkestrering in mente. Pladesættets første volume “The Plan” starter nemlig ud med et 30-mands orkester i fuld flor, og her starter min mistanke som regel. Når en hypet musiker i 2015 føres frem på de ekstremt store ressourcer han har haft til rådighed ift. orkestrering, så får jeg pr. refleks nervøse trækninger og begynder f.eks. at tænke på Kanye Wests sygeligt overvurderede “My Beautiful Dark Twisted Fantasy”, hvor man desværre fik vist hvordan det er muligt at få ekstremt lidt ud af ekstremt meget, og ende op med, pardon my french, lort på stylter. Problemet er dog ved nærmere eftertanke ikke så overhængende, for Kamasi Washington ved grundlæggende hvad han laver. Hvor et orkester i hænderne på en ukyndig pop-dille af en musiker er som at give et spædbarn en pistol, så er det ganske enkelt bare et godt værktøj i hænderne på den kvalificerede komponist. Og det er hvad Kamasi Washington er.

Kamasi Washington er fra Inglewood i South Central-området i Los Angeles, og når pladen er udgivet på Flying Lotus’ Brainfeeder-label ville det billigste trick i verden være at spille på hiphop-vinklen i udarbejdelsen og markedsføringen af albummet. Det har man heldigvis ikke gjort, og som sådan er den vinkel egentlig uinteressant. Det er et jazz-album, og det er hvad det fremstår som, færdig slut. Indpakningen er fængende flot, og med coverets kosmiske-tema får man antydningen af at de tre plader i ikke ubetydelig grad er en homage til “spiritual jazz”-forgreningen. Men spiritualiteten i pladen skal vise sig ikke så meget at være en østlig spiritualitet ala McLaughlin eller Alice Coltrane, som det er en afroamerikansk sydstatskirkelig gospel-spiritualitet – Som sådan er coveret med planeter og stjerner på sin vis lidt en snyder. Bortset fra det synes jeg mig bestemt ikke snydt. De tre plader kommer i en fin og solid kasette der indkapsler alle tre volumes, og det giver lidt en følelse af noget lidt særligt, når man står med sættet i hånden. Vender man kassetten om på bagsiden, er denne holdt ekstremt clean, med trackliste i hvide blokbogstaver på sort baggrund, med to sektioner indkapslet af tynde hvide linjer. På toppen figurerer et sort-hvid foto af albummets core-band “The Next Step” sammen med Washington selv, på sort baggrund. Pænt og simpelt, og en velvalgt kontrast til det lidt vildere front-cover. Trækker man første volume i sættet ud af kasetten, så fortsættes de pæne rene linjer fra bagcoveret som i kan se nedenfor:

IMG_20151222_152558 (1) IMG_20151222_152619

Når man så ellers er færdig med at beundre et artwork som jeg bestemt synes er over gennemsnittet, så kan man jo sætte nålen i rillen, og så ellers blive blæst væk. Det gjorde jeg ihvertfald:

På “Change of the Guard” startes der glimrende ud med et slagkraftigt åbningstema der helt sikkert vil gøre elskere af John Coltranes “Blue Train” varme om hjertet. Min næste overvejelse er dernæst at nævne at Washington er klart inspireret af selvsamme Coltrane i sin voldsomme insisteren, men dels er det lidt en moot point: Vis mig en tenor-saxofonist der IKKE er inspireret af Coltrane, og så skal jeg vise dig en enhjørning – Kamasi Washington er på første plade en virtuos kamæleon der straks bryder ud i en Sonny Rollins-agtig one-note frase med maskingeværagtig-hast, lige bedst som man troede man havde sat ham i en kasse. Hvad angår orkesteret, så forstår Kamasi Washington virkelig at “Less is More”, så fremfor at sovse åbningsnummeret, eller de to andre orkestrerede numre “The Next Step” og “Askim” ind i kor og strygere, så bruger han dem med måde, og nærmest sniger dem af og på under vejs, således at det stadig er “kernebandet” af bas, klaver, strygere og saxofon der bærer værket. Til tider listes der endda et par bars af en synthesizer ind, med så tilpas subtilitet at Flying Lotus/Thundercat-kendere vil mærke en genkendelsens glæde, men måske ikke i første omgang sætter finger på lige præcis hvad der gav den der “hov, vent…”-fornemmelse.

Og skal vi lige dvæle ved keyboard-spillet, den på pladen foreståes af Brandon Coleman, så må jeg særligt bide mærke i “The Next Step”, hvor Colemans orgelsoloer virkelig er en fryd for øret, faktisk i en grad hvor Kamasi Washington glider lidt i baggrunden. I Colemans treenighed med Ryan Porters trombone og Igmar Thomas’ trompet svinger dette nummer mellem det blærede og noget utroligt smukt, på kanten til det melankolske uden dog helt at tippe derover.

Efter dette tager pladen lidt fusen på lytteren, med volume 1s afslutning “Askim”, der bryder med de forudgående tre numre og starter ud i noget der nærmest ligger et sted i retningen af noget salsa og soul, og her fornægter det sig ikke at percussionisten på nummeret har spillet med både Carlos Santana og Quincy Jones. Herefter slåes der tilbage i en variation over kor-temaet fra åbningsnummeret, og således slåes der en smuk krølle på volume 1, mens nummeret nærmest slår ud i noget der lyder som et kærestebrev til Coltranes “A Love Supreme”, inden Leon Mobleys vilde percussion sender nummeret tilbage i det feel som det startede med. Og således når Kamasi Washingtons “The Plan” til ende, og ligeledes gør min omtale af pladen. Men hermed er det sidste ord om “The Epic” ikke sagt, for jeg vender tilbage med anden del af tre, hvor jeg tager et lyt på volume 2 “The Glorious Tale”. Jeg kan med sikkerhed sige at det først bliver i 2016, men vil dog godt love at i ikke skal vente så længe til næste indlæg, som i har gjort inden dette.

I ønskes allesammen en god jul og et godt nytår, og jeg håber naturligvis at nogen af de plader jeg har omtalt her på bloggen finder vej til jeres respektive juletræer.

En lille reminder, og en update på hvad der venter…

AlleMineVinyler – Marts2015: Jazz&DetLøse by Alleminevinyler on Mixcloud

Jeg føler mig lidt i det jazzede hjørne igen, så jeg begynder så småt idag at gøre klar til et skriveri om Kamasi Washingtons “The Epic”. I mellemtiden kan jeg minde jer om det første forsøg på et kasette-mix fra vinyl-samlingen som jeg gav mig i kast med. Idéen med mixet var lidt at hive noget af det mere vellydende og tilgængelige jazz frem fra reolen, og til sidst forsøge at trække lidt tråde til de spændende ting nyere hiphop-kunstnere laver har lavet med udgangspunkt i jazzen, og således demonstrere at genren stadig i høj grad kan fornyes, såvel som den kan fornye andre genrer. Mixet slutter med et nummer udgivet på Brainfeeder, og som sådan er det jo meget passende at mit næste post på bloggen vil være et skriv om et Brainfeeder-album.

Men lyt til mixet på linket ovenfor, og hvis i allerede har hørt det, så hør det igen 😉

INI – “Center of Attention”

INI – “Center of Attention”

R-491056-1373355663-9485.jpeg

Hiphop-produceren Pete Rock er i 1995 en mand der pænt sagt er godt kørende. Debut-albummet med rapperen CL Smooth, “Mecca and the Soul Brother”, har især takket være singlen “T.R.O.Y. (The Reminisce Over You)” høstet universel respekt fra både fagfæller og anmeldere, og den samme gode modtagelse tilfalder opfølgeren “The Main Ingredient”, der af James “J. Dilla” Yancey senere blev fremhævet som en stor inspirationskilde til Slum Village-producerens lyd. De to albums får ikke nogen voldsom kommerciel succes, men alligevel bliver gruppen, efter deres andet album, front-figurer i en Sprite reklame, og særligt Pete Rock bliver i stigende grad en populær mand.

Gruppen går efter andet album i opløsning, tilsyneladende går Pete Rocks perfektionistiske tilgang C.L. Smooth på nerverne, og Pete Rock er omvendt uforstående overfor at C.L. Smooth ikke udviser samme ambitions niveau. Til gengæld har den sikret PR beundrere andetsteds. Han er således en efterspurgt remixer, hvis genfortolkning ofte overgår originalen, og ingen dope rapper vil have et album uden de to P’er på production credits: Primo og Pete Rock. Herudover er han fast DJ på Hot 97-programmet “Future Flavas” sammen med legenden Marley Marl.

Han barsler dog også med sit eget projekt, nemlig gruppen INI, hvor han selv står for produktionerne, bortset fra et enkelt nummer produceret af broren Grap Luva, der også er rapper i INI. Indspilningerne kører herefter fra 1995 til 1996, hvor de støder på grund, kort inden den planlagte udgivelse. Indtil da har albummet mødt opbakning i vid udstrækning fra Elektras Dante Ross, som selv havde opdaget Pete Rock i sin tid som A&R. Ross var kommet op i branchen under Lyor Cohens og Russell Simmons’ vinger i Def Jam, og der var ingen tvivl om at Elektra under Ross var et sted hvor hiphoppen havde en særlig plads. Det fik en ende da Sylvia Rhone kom til som CEO. Dante Ross’ hold af kunstnere havde ikke den crossover-appel som det nye Elektra krævede; Rap uden sang på omkvædet var bandlyst, scratch var yt, og Pete Rock fik utvetydigt besked på at efterligne Puff Daddys lyd. Dette blev naturligvis taget ilde op, og ordren blev ikke efterkommet, som følge heraf blev “Center of Attention” altså syltet, men den nu legendariske “Fakin Jax” nåede dog at blive udgivet, og fik en del spins på Hot97, hvor Funkmaster Flex og Marley Marl hurtigt kastede deres kærlighed over den. Dette gjorde dog ikke indtryk på Sylvia Rhone, der konstaterede at den brede crossover til det hvide USA udeblev.

Herefter fulgte et mindre virvar af bootlegging, og det er i det store hele umuligt at spore langt de fleste af dem. Franske Rapster/BBE lavede den eneste bootleg som Pete Rock verificerbart har været inde over, den udkom i 2003. Inden da kom dog “den hvide” bootleg og “den sorte” bootleg, det er sidstnævnte, fra 1999, som jeg har fået fingrene i. Ganske plain i et anonymt sort cover gør den ikke det store væsen af sig rent visuelt. Som et kuriosum fremgår nummeret “Keep On” af tracklisten på den røde innerlabel – Lille problem: Dette nummer er ikke på denne bootleg 😀 Af andre små afvigelsen kan siges at “Grown Man Sport” er det sidste nummer på pladen, uagtet at tracklisten angiver det som #8; At følge med pladen vha. tracklisten er altså som sådan et håbløst projekt.

Albummets tracks er dog umiddelbart fint sammenhængende i rækkefølgen, med en mere “smooth” A-side, hvor B-siden har fokus på de mere jazzede piano-samples og groovy trommeprogrammering. Begge sider med den fantastiske filtrerede signaturlyd som rød tråd. Den fulde endelige og “rigtige” udgave som Pete Rock og INI tiltænkte den er dog ikke at finde på nogen af vinyl- eller cd-udgivelserne, heller ikke den “halv-officielle” fra BBE/Rapster, da Pete Rock i et interview siden har afsløret, at ingen af dem har de instrumental-interludes som skulle have bundet det hele endeligt sammen. Vil man høre det som det var tiltænkt må man derfor ty til internettet, og finde den leakede rip af test-pressen som muligvis stadig florerer på nettet. Det er uklart hvem der står bag leaken, men spekulationerne peger vist mod Pete Rocks mangeårige trofaste engineer Jamie Staub. Nårh ja, og angiveligt skulle albummet sådan set overhovedet ikke hedde “Center of Attention”, men derimod skulle det have været navngivet efter det Morricone’esque åbningstrack “Life i Live”.

Jeg vil ikke lyve og sige man ikke kan høre der er tale om en “ufærdig” udgivelse, for albummet er jo givetvis stykket sammen af tracks der ikke allesammen har færdiggjort den fulde mix- og master-proces, men hvad angår det rent musikalske og lyriske synes jeg stadig man som lytter har stor glæde af albummet. Så kan man jo sidde og nikke med nakken, mens man undrer sig over hvordan man kunne sylte et album, der sætter tydelige spor helt op til grupper som Slum Village og Little Brother.

Amanda Petrusich – “Do Not Sell At Any Price”

donotsellatanyprice

Amanda Petrusich – “Do Not Sell At Any Price”

Ja, jeg skal indledningsvis beklage, at det her over sommeren ikke er blevet til så mange nye indlæg herinde. Dette skyldes fortrinsvis, at eksamener ogg specialeafhandling ikke har levnet det store tid til at smide en plade på og virkelig nørde den. Til gengæld har jeg kunnet klemme lidt hyggelæsning ind et par af aftenerne, og således har jeg så en lille litterær anbefaling til jer: “Do Not Sell At Any Price” af Amanda Petrusich.

Bogen omhandler ikke vinyl som man måske kunne tro, men derimod vinylens “storebror” – Lak-plader AKA 78ere. Og så alligevel ikke, den handler mere om den utroligt snævre subkultur der kredser omkring 78erne, og mestendels udgøres af halvgnavne gamle hvide mænd. Dette kulturportræt males så glimrende kronologisk som en slags “rejse-erindring”, både bogstaveligt og metaforisk. For Petrusich rejser rundt fra støvede baggagerums-markeder i sydstaterne, over Library for the Performing Arts og til hipster-fælder i East Village. Men rejsen går også fra at være helt grøn i 78ernes verden, til at synke helt til bunds i bogstaveligste forstand: APs udforskning af en af mange “urban legends” i blues-samlernes kredse får hende til at spendere en formue på dykkerkurser og udstyr, i jagten på en sagnomspunden guldåre af dumpede 78-plader der angiveligt skulle gemme sig på bunden af en flod.

Genremæssigt kredser bogen primært omkring blues- og hillbilly-musik fra 1930erne, ikke noget der egentlig har den fjerneste interesse hos undertegnede, men der i består også kunststykket, nemlig at Petrusich formår formidle mytologien og fascinationen på en måde der gør at man hele tiden liiiige skal have den næste side med. Bogen kommer vidt omkring i emner lige fra den indspillede musiks oprindelse, til portræt af de mest ombejlede kunstnere og mest excentriske samlere, altsammen i en rejseberetnings kronologi, hvilket fungerer fortrinligt og stilmæssigt alt andet lige er et bedre valg end en mere slavisk historisk kronologi.

Der bliver plads til en masse interessante reflektioner under vejs. Naturligvis først og fremmest modsætningsforholdet mellem pladehoarders og de spekulative samlere, hvor det ganske interessant mest er sidstnævnte der kommer til orde, som tilfældet ellers sjældent er. Ligeledes berøres overvejelser om indspillet musik som bevaringsværdig kultur. Dels hvornår en indspilning er så kulturhistorisk signifikant, at det ikke kan overlades til private at drage omsorg for deres bevarelse. For hvad sker der med en udrydningstruet indspilning når det sidste eksemplar findes i en eneboers kælder, og der ingen efterladte er til at sikre de skrøbelige lakplader fra en undergang på en losseplads? Og ligeledes vigtigt: Er en påfaldende homogen demografisk gruppe overhovedet de rette til at afgøre hvilke indspilninger der er så vigtige at de skal bevares for  eftertiden?

Netop sidste spørgsmål er særligt relevant, da det ikke alene begrænser sig til de gamle blues-lakplader, men også i mere nutidig musik synes at være aktuelt. Bogen antyder en vis diskrepans mellem den blues-, jazz- og hillbilly-musik der nød bred popularitet blandt den sorte amerikanske befolkning, og de obskure kunstnere som de fortrinsvis hvide samlere finder interessant. Dette synes i musikken at være et evigt dilemma: Bleghudede lyttere som jeg selv adopterer i stor stil de sorte amerikaneres musikgenrer, men det synes at være en stor udfordring for mange hvide lyttere, at gøre dette uden at samtidig tiltage sig ejerskab og definitionsretten. Således synes den hvide lytterskare gang på gang, at mene sig bedst kvalificeret til at afgøre hvad der er den “rigtige” kunst indenfor genren og hvad der ikke er.

Ingen af disse reflektioner bliver dog endegyldigt slået sløjfe på, i stedet vælger Amanda Petrusich at gøre brug af journalistikkens største dyd, der desværre også er den mest glemte: Kontradiktion.

Der balanceres dygtigt mellem interviewpersoner af forskellig observans, og AP forfalder ikke til at blive mikrofonholder for hverken den ene eller anden side af et spørgsmål. Sjældent har jeg læst et så velskrevet musikjournalistisk produkt, og jeg kan næsten ikke få armene ned, efter at have læst bogen. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale alle musikinteresserede og pladenørder at læse den.

 

 

 

Louis Hjulmand, Bent Axen, Alex Riel m.fl. – “Jazz & Poesi”

“Jazz og Poesi”

hjulmandJazzPoesi

“Jazz & Poesi” er en plade der var ret speciel at få fingrene i for mig. Jeg har sjældent rigtig fattet interesse for danske plader, med mindre det virkelig var noget jeg synes udemærkede sig. Det er der da heldigvis også, nu og da, nogle danske udgivelser der har gjort, og et par af dem har jeg også skrevet om her på bloggen i år. Men også i forhold til disse andre danske plader i min hylde var Jazz & Poesi lidt speciel. Rent overfladisk er det indtil videre den eneste 10″ plade jeg ejer. Dernæst har den været ret omstændig for mig at opdrive. Jeg opgav ret tidligt at overhovedet PRØVE at opstøve originalen, da den er praktisk talt umulig at få fat i, og skulle det lykkes, så starter prisen for den lille plade ved 1000 kroner og op. En reissue var dog lavet fandt jeg ud af var lavet, og gik herefter på jagt efter den. Jeg havde i alt min naivitet regnet med at denne reissue var til at finde og købe i Danmark, men eneste sted der havde den listed var iMusic.dk, men der stod den altså som udgået (og min generelle erfaring med iMusic havde nu alligevel diskvalificeret dem som en mulighed). På Discogs viste en mulighed sig at være at købe den hjem fra en japansk sælger, men med told, forsendelse osv. virkede det som lidt rigeligt af et gamble. Men så lykkedes det sgu, og så i det mest usandsynlige af alle steder: Den engelsk Juno Records, der oprindeligt startede som en sælger af digitale downloads, men som siden hen også har føjet fysiske formater til deres forretningsområde, dér havde de af alle steder en italiensk reissue af en dansk 10″ jazz-plade, og til mit held kunne jeg købe deres ene eksemplar til en pris der trodsalt ikke lå over hvad jeg kan forsvare som rimeligt.

Oprindeligt er pladen udgivet i et samarbejde mellem Gyldendal og Louisiana Museum, men genudgivelsen er altså forestået af “seriE.WOC” i Italien, i år 2013. Hvor meget eller hvor lidt velsignelse fra ophavsmændene genudgivelsen har ved jeg simpelthen ikke. Jeg kan dog læse at der fra genudgiveren er givet plads til at takke danske Mona Granager fra Storyville, såvel som Peter Poulsen, for assistance i at genskabe værket, og jeg vælger optimistisk at tro, at de ikke havde villet medvirke til genudgivelsen, hvis der ikke var tale om et genoptryk der kvalitetsmæssigt var som det skulle være.

Men sådan gik det altså til at jeg fik pladen hjem, og til trods for at Post Danmarks bud havde valgt at mase pakken ind i min postkasse, med nogle mindre pæne æselører som følge, så ankom pladen trods alt intakt. Jeg var vel nok lidt bekymret over coverets beskaffenhed, da det altså forekom mig lidt rigeligt tyndt, men omvendt virkede det pænt sammenhæftet, med en ret flot matteret overfladebehandling og selve pladen vejer da også med sine 140 gram godt til. Så alt i alt virker det ikke til at genpressen som sådan har været en billig-produktion. På pladens bagside finder vi de tilhørende liner-notes, og det er som at træde ind i en tidslomme. Her kan i jo selv læse dem, i alt deres kulturradikale højprætentiøsitet:

“Hvad jazzmusik og veroplæsning kan have at gøre med hinanden er sikkert endnu et underligt spørgsmål for mange. 

Men det har vist sig, at jazzmusikeren og den oplæsende poet kan supplere hinanden godt, at der under dette hede og koncentrerede møde mellem to kunstarter opstår et nyt festligt og farligt fænomen:

Jazz og poesi. – Moderne jazz og moderne lyrik. har på mange måder den moderne storby-verden som fælles inspirationskilde, dens mange fænomener af lyde, rytmer, billeder, og begge kunstarter søger det prægnante, kraftige og direkte udtryk. Man kan sige, at jazz og poesi er kommet på talefod med hinanden.”

…det fornægter sig altså ikke, at vi her befinder os i 1963, før man på YouTube kunne opleve embeddede journalistere rapportere fra ISIS-land, og før gud og hver hipster kunne hoppe på den årlige pilgrims-rejse til New York, uden at pantsætte ejerlejligheden på Vesterbro. Så på den måde er det alt i alt et charmerende historisk tilbageblik til det præ-urbaniserende danmark der engang var.

Pladen er lidt sjovt opdelt:

Hver af de deltagende poeter har skrevet et bidrag, og efterfølgende har Louis Hjulmand som pladen hovedmand komponeret et musikalsk ledsager-stykke. Konceptet startede nogle år inden pladen blev skåret, da man med inspiration fra amerikanske beat-poeter som Jack Kerouac og Allan Ginsberg, og deres samarbejdspartnere i jazzen, afholdte det første Jazz & Poesi arrangement på Louisiana i Humlebæk i 1958.

Nogen poesi-ekspert er jeg på ingen måde, så jeg vil egentlig ikke kloge mig så meget på den del. Dog må det i mine ører nok erkendes at det kun er Rifbjergs bidrag og til dels Leths der for alvor kan bære at stå alene; Corydon, Brandt og Sonne mangler simpelthen en finesse og gennemslagkraft, som skal til for at være af andet end historisk interesse.

De musikalske modparter er derimod af en uovertruffen høj karat uden undtagelse. Naturligt nok er det Hjulmands vibrafon der er omdrejningspunkt på herlige indslag som “Opbrud” og “Ave Bayway”. På trommerne holder Alex Riel en gedigen bund, og omend han ikke er så vild og sprælsk som nogen af de amerikanske modstykker, så synes han dog alligevel at spille med sin egen karakter, på en “less-is-more” måde der bestemt ikke falder igennem. Benny Nielsens bas-spil kører fantastisk veldefineret afsted, og Bent Axen leveret dygtigt på klaveret et elegant og fjerlet udtryk der udgør en god afveksling fra Hjulmands vibrafon.

Alt i alt, så er “Jazz og Poesi” et herligt lille stykke dansk musikhistorie, men den er også mere end det. For selvom musikken er indspillet på et museum, så hører den bestemt ikke til på et; Den er i høj grad stadig levende og egnet til yngre ører, og vil også være det mange år frem.

Gang Starr – “Moment of Truth”

Gang Starr – “Moment of Truth”

1361526754_Gang-Starr-Moment-Of-Truth

“Underground will live forever, baby” – Sådan afslutter Gang Starrs ene halvdel, DJ Premier, en længere tirade i udgangen af nummeret “Royalty” på 1998 udgivelsen “Moment of Truth”. Albummet markerer da også på mange måder et paradigmeskift i hiphoppen, såvel som det for mig personligt skulle vise sig at være en utvetydig milepæl, ligeså vel som albummet var lidt af et “crowning achievement” i udviklingen af gruppens lyd. Jeg vil ikke entydigt sætte året 1998 som et præcist nedslagspunkt, men det er ihvertfald i årene deromkring årtusindeskiftet, at der sker et vendepunkt i hiphop-landskabet:

Perioden deromkring markerer en slutning på hvad mange betragter som hiphoppens gyldne alder, og i det store perspektiv sker der én endegyldig ændring i tingenes tilstand for mig at se. Det skifte der sker er at de store hit-udgivelser ganske enkelt ophører med at være der hvor genrens helt store giganter udgiver milepælene. De kunstnere der for alvor vil gå kompromisløst til det at lave et album, uden at skulle gå på kompromis, og skære deres musik til en mere bred formel, er herefter henvist til en mere skjult tilværelse. Efter årtusindeskiftet er det gjort HELT tydeligt, at det kun er i undergrunden at de spændende ting sker.

Min egen historie med “Moment of Truth” starter ikke på vinyl, men på den lille kompakte plastikskive. Jeg står i år 2000 på biblioteket i hjembyen Odder, og har efterhånden hørt alle hiphop-albums som hylderne der har at byde på, og kan efterhånden Dr. Dres “The Chronic”, Luniz “Operation Stackola” og Ice Cubes “War & Peace” udenad fra start til slut. Jeg har på det tidspunkt slet ikke hørt om hverken DJ Premier eller Gang Starr, men prøver alligevel lykken. Som i nok gætter så taber jeg naturligt nok både næse og mund, da skiven herefter ryger i min transparent-blå discman fra Lumatron og “The Militia” blæser ud af mine Sennheiser-hørebøffer! Jeg har været vant til handclaps og Daz Dillingers harmoniske synthesizer-spil, og jeg kan simpelthen i mit hoved ikke afkode hvordan Primo har opbygget sine slagkraftige stacatto-samplede kompositioner. Jeg har på det tidspunkt selvfølgelig hørt samplet musik, men det var mere loop-baseret og trodsalt kunne man der høre hvad der foregik – Men det her var for mig helt ubegribeligt. Da jeg flere år senere fangede min vinyl-addiction tænkte jeg at “Moment of Truth” var en af de plader jeg MÅTTE eje, desværre viste den sig på det tidspunkt at være ganske svær og dyr at opstøve. Derfor var det med stor glæde da jeg i år kunne læse nyheden om at pladen blev genoptrykt efter 15 års ventetid, og jeg tøvede ikke med at forudbestille den, for jeg skulle så absolut ikke risikere at den igen stod som udsolgt. Det er helt uvirkeligt at jeg nu endelig kan sidde med den i hænderne.

Gang Starr har altid været gode for nogle slagkraftige og stærke statements, og det ses allerede ved coveret, hvor symbolikken er ganske utvetydig:

Som beskuer ser du over skulderen på dommeren i den afbildede retssal. Foran skranken står så de “anklagede”: Guru, DJ Premier og i højre side deres “medsigtede” – Det album de sammen har skabt. Nu står lytteren så som “dommer” over de tre, og kan åbne gatefolden med de tre vinyl-plader der tilsammen udgør bevismaterialet. For mig er sagen ganske klar; Primo og Guru er skyldige. Skyldige i at have lavet en kriminelt fed hiphop-plade, og selvom den har over 15 år på bagen er den så absolut af en kaliber der stadig havde været årets udgivelse om den så var kommet ud idag. Så banebrydende og tidløs er den ganske enkelt for mig.

Jeg skal tilstå at Guru ikke nødvendigvis er min favorit MC. Altså ikke isoleret set. Men alligevel ville pladen på ingen måde være den samme med en anden MC eller en anden producer. I synergien mellem Guru og DJ Premier kommer Gurus genkendelige stemme og helt unikke til sin ret, på en måde der aldrig er genskabt på samme niveau med andre samarbejdspartnere. Dermed ikke sagt, at de forholdsvis mange gæsteoptrædener er malplacerede. Højdepunkterne blandt disse findes særligt Big Shugs vers på det kampklare “The Militia” og på det brutale storytelling-stykke “Betrayal”. At Guru var en stor storyteller var ikke nogen hemmelighed da MoT kom ud, dette havde man blandt andet hørt på “Just to Get A Rep” fra deres 1991-album “Step In the Arena”. Men “Betrayal” tager det helt et helt andet niveau, og det bidrager Geto Boys-legenden Scarface i høj grad til. Ingen af gæsterne bryder synergien, og forklaringen herfra findes så absolut i at det ikke er alle og en hver der har fået lov at komme forbi og smide 16 bars. Man har bevidst valgt gæsterappere der i et eller andet omfang er “en del af familien” omkring DJ Premier og Guru. Angiveligt var planen for Guru at han og Big Shug skulle have indgået i en gruppe hjemme i Boston, men pengemangel gjorde at de måtte ty til desperate midler for at få råd til studietid. De to rappere planlagde derfor et røveri, men skæbnen ville at Guru som flugtchauffør fik kolde fødder, og Big Shug endte som pistol-mand bag tremmer. Guru tog herefter flugten til New York, og det var her hans veje krydsede med DJ Premier, som i sine teenageår var flyttet til Brooklyn fra fødebyen Houston – Førnævnte Scarfaces hjemby. Angiveligt var betalingen for Scarfaces gæsteoptræden, at DJ Premier skulle levere et beat til en soloudgivelse, 20 år senere havde han dog stadig ikke fået dette, men ifølge et interview fra 2013 holder Primo vist stadig fast i at Scarface nok skal få det. Så længe måtte gæsterne på “B.I. vs Friendship” ikke vente – M.O.P. kunne to år efter MoT, på deres 2000-udgivelse “Warriorz”, prale af hele seks beats fra DJ Premier, heriblandt den uforglemmelige Eddie Kendricks- og Jimi Hendrix-samplende “Follow Instructions”.

Hvis jeg afslutningsvis skal slå ned på hvad det er der lige præcis hæver “Moment of Truth” fra andre albums, så er det lidt med en risiko for at gentage mig selv: Det er et komplet album. Der er ingen svage tracks, og som antydet er der et utal af klassikere – Flere er allerede nævnt, og jeg kunne fortsætte med endnu flere, eksempelvis det soul-samplende mesterværk “JFK 2 LAX” eller nakkebrækkeren “Work”. Men det er jo set før? På “Illmatic” formåede Nas jo som stor teenager ligeledes at lave et pletfrit album? (Blandt andet med produktionshjælp fra DJ Premier). Jo, det er da også rigtigt, men hertil skal jo så siges at Illmatic var en koncentreret bullionterning af 10 numre; Gang Starr har formået på en tre-pladers monsterudgivelse at holde kadencen over hele 20 numre(!).

Jeg tænker og tænker, og det har jeg gjort længe – Jeg er endnu ikke kommet i tanke om noget hiphop album der strækker sig over så mange skæringer uden at falde i niveau på noget tidspunkt. Ja det er faktisk også svært for mig at komme på albums i andre genrer der formår det, Rolling Stones’ “Exile On Main Street” og Jimi Hendrix “Electric Ladyland” er ihvertfald de eneste på min pladehylde der formår det samme. DERFOR er “Moment of Truth” en enestående milepæl både for gruppen, genren og musikhistorien, og DERFOR vil jeg om 10 år stadig kunne have den samme glæde ved at høre albummet, som da jeg i en alder af 12 år hørte den for første gang.

FORÅR I FARVER pt. 4: Swab – “Panorama Playground”

Swab – “Panorama Playground”

panorama

Idiotsikker Records får much love herfra for tiden, og det er absolut ikke ufortjent:

For det første fordi de som vinylcentrisk label har de satset på mediet helt tilbage fra en tid hvor vinyl ikke var på mode. Som bekendt er Idiotsikker tværtimod udsprunget af lokale hiphop-heads kvaler med at få udgivet vinyler i en tid hvor det ikke var på mode.

For det andet fordi de med deres to seneste vinyler har præsenteret en visuel præsentation som normalt ikke ses i den prisklasse deres udgivelser ligger i. Den første af disse har jeg allerede skamrost, nemlig Manus Nigra-debut’en “Blind Vej”. Nu har jeg så fået glæden af at tilføje den anden til samlingen, nemlig “Panorama Playground” af Swab af Manus Nigra- og Bumsestilen-fame.

Oprindeligt skulle både “Blind Vej” og “Panorama Playground” have været ude på Record Store Day, hvilket muligvis er forklaringen bag at Idiotsikker gav den en ekstra skalle med farvede vinyler på de to udgivelser, men som både en velsignelse og forbandelse er 2015 jo blevet vinylpladens år, og det har givet betragtelige kvaler for de små uafhængige labels, da de store ordrer kommer øverst i bunken. Således var meldingen først at “Blind Vej” ikke ville nå at blive udgivet på RSD, men i sidste øjeblik vendte det sig på en tallerken, og i stedet blev “Panorama Playground” forsinket. Men nu er den altså ude, og det første jeg bider mærke i er at den står umådeligt flot. De to hvide vinyler er pakket ind i et cover designet af Jess Lykkegaard, der blandt andet har lavet coverart til “Røgalarm”.

Coverarten er ret kuriøs, hvis man nærstuderer enkeltdelene. Midt i det hele pryder hovedet af en brun bjørn, dette har jeg lidt studset over ikke er en isbjørn, når nu pladen er hvid, men det siger så måske mere om mig. Dette frygtindgydende bæst er omkrænset at skarpskårne rette linjer, og nærstuderer man hjørnerne kan man se at disse linjer indkapsler en række små skitserier i tegneseriestribe-stil. Når jeg beskriver det med ord lyder det jo umiddelbart usammenhængende, men et billede siger jo mere end tusind ord, og billederne taler sit tydelige sprog: Det her er et skideflot cover, som let genkendes selv på lang afstand.

Coverets skarpe og hårde linjer giver mig lidt associationer til filmposteren fra filmen “Gatsby”, dette er formentlig helt utilsigtet, men filmassociationer er generelt noget der har været gennemgående for min oplevelse af albummet:

Swab har på pladen formået at vriste sig rigtigt godt fri af den udtraskede formular af vers og omkvæd, og i stedet har han i arrangementerne ramt noget der for mig virkelig skriger “filmmusik” i den bedste forstand. Igen har jeg ingen anelse om det er tilsigtet, men hvis det er så må jeg absolut rose denne tilgang.

Hvis en lyd kan være dystopisk så er “Panorama Playground” et fremragende bud på dette. Startnummeret “Listen Up!” starter ud med en gang cuts og breaks der nærmest er en karikatur af hiphop, og sådan bliver man ligeså stille listet ind, indtil man halvvejs inde i nummeret pludselig finder sig selv midt i en WTF-oplevelse af at genretæppet er blevet hevet væk under en, og man er uforvarende drættet ned i kaninhullet.

Herefter befinder vi os mestendels midt i noget der kunne være tempo-fyldte scores til en højt pacet actionthriller, denne lyd er for mig eksemplificeret ved”A Killer In My Dreams” og “This Sad World”. Omend det stadig holdes i de lidt sombre toner ligesom “Manus Nigra”-albummet, så ophører lighederne i øvrigt i det væsentlige her. Der er sådan set masser af vokal-bidrag på pladen, de er dog mere fragmenteret spredt som dele af lydfladen, snarere end i hovedsædet som på “Blind Vej”. Dette betyder dog ikke at det er et cast af ligegyldige statister der er fundet. Tværtimod synes jeg vokalisterne allesammen udemærker sig ved alle at bære en enorm karakter i sig. Måske mit filmmusik-prædikat vil skræmme enkelte af jer lige umiddelbart, og i tænker måske det lyder lidt rigeligt tunget. Men jeg vil dertil understrege at albummet stadig er sammensat med variation og dynamik, og eksempelvis et mesterligt nummer som “Don’t Forget The Song” formår på mesterlige vis at levere en højtflyvende og luftig lyd, men på samme tid stadig passe i sammenhængen. Generelt tager albummet en rejse hen imod denne lyd efterhånden som man kommer igennem tracket. Selvom synth og breaks stadig er det dominerende, så bliver det gradvist mere upbeat med numre som “Breath (Swab Remix)” og det grindhouse-rockede “Music Machine”. Især det sidste nummer går rent hjem hos undertegnede, i alt sin syrede Gaslamp Killer-agtige herlighed, og skulle Swab vælge at udforske netop den musikalske retning nærmere på fremtidige projekter, så vil jeg absolut applaudere det.

På mange måder er det en skide utaknemmelig opgave, at skulle anmelde et album som “Panorama Playground”, dels fordi det er så uhyggeligt svært at sætte i en boks og en referenceramme med noget jeg har hørt før. Og dels fordi det er komponeret med en så stor opmærksomhed for detaljen, at det er svært at få det hele med i en omtale. Slutteligt fordi det er et album der med sin særlige tone lidt er i boks med f.eks. Scott Walkers “Scott” eller Miles Davis’ “Bitches Brew”, i den forstand at det stiller visse krav til lytterens opmærksomhed og sindtilstand; Og sidstnævnte er så måske netop hvad der skiller et godt album fra et godt vinyl-album: At det netop er en to-vejs oplevelse, hvor lytteren også selv skal bringe noget til for at skabe sin oplevelse med det.

 

FORÅR I FARVER pt. 3: Freddie Redd – “Shades of Redd” // Madlib – “Shades of Blue: Madlib Invades Blue Note”

I denne tredje del af “Forår i Farver”-artikelserien har jeg denne gang ikke hevet en farvet vinyl ud fra reolen. Som bod for dette har jeg tilgengæld fundet hele to plader der passer ind i mit lille farve-tema. Begge plader er udgivet af Francis Wolffs legendariske label Blue Note, som sammen med Prestige og Impulse måske udgør den vigtigste treenighed i jazz-musikkens univers. Pladerne er umiddelbart ganske forskellige, den ene en helt klassisk hard-bop plade fra genrens guldalder, mens den anden er en hiphop-udgivelse fra 2003, men lighederne er dog til stede, ikke alene i titlerne på de to respektive albums: Der er i begge tilfælde tale om hovedmænd der ganske autodidakt har tillært sig jazzen. Hvor Freddie Redd tillærte sig klaveret i sine sene teenageår, er Madlibs indgangsvinkel primært bag et arsenal af samplere, hvilket da også var hvad han havde at gøre med, da han samlede en hær af pseudonymer og dannede sit en-mands band “Yesterdays New Quintet”. Uagtet begges selvlærte tilgang har begge dog været fra “hjem med klaver” i bogstaveligste betydning, hvorved der ganske givet har været en iboende musikalitet som i de tidlige barndoms år har været hvilende.

Freddie Redd Quintet – “Shades of Redd”

IMG_20150517_211147

Da jeg bladrede jazz-stakken igennem, ved første uge af Stardust Records’ ophørsudsalg, var der egentlig meget der fristede, men én plade kunne jeg ikke modstå straks at hive fra stakken, uden at have været hele rækken igennem, som jeg ellers har for vane: Skrigrød stod den markant ud blandt de øvrige genre-typiske, og lidt mere afdæmpede, jazz-covers. Jeg havde aldrig hørt om den, men med velkendte favoritter som Freddie Hubbard og Paul Chambers på holdkortet, havde jeg en mavefornemmelse der sagde at den var sin beskedne pris værd indtil flere gange. Med billedet af en halv-smilende Freddie Redd, poserende med en smøg hænget dovent i mundvigen, og det lokkende farvevalg, så sagde noget mig, at der her var tale om en lidt mere festlig omgang, og det var da heller ikke helt forkert. Det visuelle udtryk giver indtryk af Freddie Redd som en “jazzens anti-helt”, måske lidt en “peoples champion”, og det bekræftes umiddelbart meget godt af Nat Hentoffs glimrende liner-notes på pladens bagside:

Freddie Redd var som nævnt, modsat mange af jazzens giganter, ikke det her famøse “child prodigy” der fra barnsben terpede sit instrument til perfektion. Han lærte faktisk først i sine sene teenage-år, at mestre klaverkunsten, og fik først for alvor aspirationer om en jazz-karriere, efter at have hørt Charlie Parker spille, mens Redd var udsendt under Korea-krigen. Som et af genrens lidt oversete navne, har han måttet ty til flere afveje for at leve af musikken, og har i den forbindelse både måtte forsøge sig med musik til film og teater, såvel som han i en periode måtte bosætte sig i både Danmark og Frankrig, inden han vendte tilbage til USA og bosatte sig på Vestkysten, langt fra fødebyen Harlem. Uagtet at det kommercielle gennembrud aldrig for alvor kom til ham, så har Redd til gengæld æren af at være en af de få kunstnere fra Blue Notes gyldne æra der stadig er i blandt os. At så sent som i 2013 tog på en europæisk turné bevidner om en ukuelig glæde ved musikken, som aldeles også høres på musikken.

“Shades of Redd” er af mange anset som Freddie Redds karrieremæssige højdepunkt, og dette er fuldt forståeligt. Pladen er først og fremmeste en masterclass i god album opbygning; I den i øvrigt rædselsfulde film “High Fidelity” gives opskriften på den gode opbygning af et mixtape således:

“You gotta kick off with a killer, to grab attention. Then you got to take it up a notch, but you don’t wanna blow your wad, so then you got to cool it off a notch.”

Hvis denne udmærkede tese står til troende, så rammer “Shades of Redd” plet, først med det fantastisk melodiske og sørgmodige tema til “Thespian”, som halvvejs igennem nummeret tager røven på lytter gedigent, og bryder ud i vild rabalder. De festlige takter fortsætter på den endnu mere fængende “Blues-Blues-Blues”, uagtet at titlen jo ellers skulle henlede tankerne til at tro vi var i det mere sørgmodige hjørne. Disse to åbnere er mestendels båret af den dygtige tenorsax Harold “Tina” Brooks, og Redds hovedværk blev desværre et af Brooks sidste bidrag, da han i 1961, blot et år efter “Shades of Redd, forlod verden, efter et omfattende heroin-misbrug endegyldigt havde slidt hans helbred i bund.

Efter alt denne beskedenhed træder Redd selv mere i karakter, på denne plade komponeret udelukkende af Freddie Redd selv, klaverspillet går fra at mest udgøre et rytmisk grundlag for McLean og Brooks, til et mere løssluppent og lidenskabeligt performance, blandet andet demonstreret på den hæsblæsende “Swift” der demonstrerer et antrit som henleder tankerne på Coltranes “Giant Steps”-album. Hele værket sluttes af med den sprudledende “Ole”, der er Redds bidrag til den spæde bølge af latin-inspiration der senere skulle fremføres i den amerikanske jazz af blandt andet Stan Getz, Dizzie Gillespie og Hank Mobley. I det hele taget har pladen et præg af et knapt så “højpandet” eller teknik-fikseret approach til jazz-musikken, som mange af samtidens giganter. I stedet har pladen en mere loose og tema-præget sound, som et lille forsigtigt spadestik til en mere soulfuld jazz-lyd. Denne lyd udviklede sig senere i en gylden æra af jazz-sountracks, til mere eller mindre obskure krimi-film, soundtracks i dag især hyldes og nydes af hiphop-producere verden over.

Madlib – “Shades of Blue”

IMG_20150517_211131

Madlibs “Shades of Blue” er set i både Blue Notes og Madlibs karriere lidt et kuriosum. Hvor Madlib under alle hans pseudonymer og projekter har været hjørnestenen i undergrundsselskabet Stones Throws artist-roster, kun med ganske få undtagelser, så har han på lige netop “Shades of Blue” i stedet allieret sig med Blue Note. Med Blue Notes velsignelse har han på dette album genfortolket favoritter fra Blue Notes righoldige bagkatalog, bevæbnet med sin trofaste sampler. Selvom Blue Note har været sample-darlings i lang tid i hiphop-verdenen, så er det kun ganske få hiphop-kunstnere, der har fået den store tillidserklæring at blive udgivet på Francis Wolffs hæderkronede label, og ingen anden enkelt kunstner har mig bekendt fået så uhæmmet adgang, til at boltre sig i det righoldige bagkatalog, med Blue Notes velsignelse, ja endda tilskyndelse. At pladen ikke bare er en kold kalkulation, med henblik på at opdatere Blue Notes lidt bedagede navn med lidt hiphop synes jeg tydeligt ses. Coveret på “Shades of Blue” er visuelt i samme stil som de store blå-tonede klassikere fra bl.a. Miles Davis, John Coltrane og Wayne Shorter. Skal jeg fremhæve en detalje der ærger mig lidt, så må jeg dog nævne at en Blue Note-udgivelser for mig hænger uløseligt sammen med liner-notes på bagsiden, disse er der af uransagelige årsager ingen af, om en bagsiden er i samme hvide baggrund og med samme velkendte typografi som de gamle hovedværker.

Skal jeg beskrive Madlib, så vil jeg sige han er indbegrebet af en “producers producer”; En musiker som i lytterkredse mest er forbeholdt hiphop-connoisseurs, men blandt fagets udøvere er uendeligt højt respekteret. Han er en skaber af den stil og teknik de mere velkendte navne beundrer og imiterer gang på gang. I hiphoppen er der få beatmakers der i udpræget grad hviler så meget i deres egne musikalske impulser uden at skele til tidens tendenser, at de tiltvinger sig en respekt uden at behøve at slå ud med armene. Foruden den legendariske J. Dilla er det stort set kun Madlib og broren Oh No der i den grad har formået dette. Det er derfor Madlib i det ene øjeblik kan begejstre fans af den hårde attitude-rap, i samarbejde med Freddie Gibbs, og i det næste øjeblik blive avantgarde-rappens darling under sit rap-pseudonym “Quasimoto”. Når dette kan lade sig gøre, er det netop fordi Madlibs kompromisløshed, og lyst-styrede forvaltning af et kolossalt talent, ikke er en påtaget ligegyldighed, men i sandhed er hvem han er. I dokumentaren “Our Vinyl Weighs A Ton” berettes der glimrende om hvordan “Yesterdays New Quintet” var en af disse pludselige indskydelser, hvor Stones Throw-stifteren “Peanut Butter Wolf” så forundret da en begejstret Madlib erklærede at nu ville han lave en jazz-plade; At han ikke kunne spille nogen instrumenter så han ingen hindring i, han kunne jo bare sample?

Yesterdays New Quintet imponerende mod alle odds, og efter en række vellykkede udgivelser af en-mands bandet, opsøgte Blue Note selv Madlib med et ønske om at få remixet originaler af bl.a. Wayne Shorter, Donald Byrd og Horace Silver. Resultatet blev en tour de force af et album, der i en rask blanding af headnod-venlige og scratch-spækkede remixes, interludes med jazzens giganter og YNQ-original kompositioner tager lytter på en eminent rejse, som bekræfter lytteren i at jazzen i vores tid stadig er sprællevende og under stadig udvikling.

Om det er Donald Byrds “Distant Land” der fortolkes med lo-fi breaks og wordcuts, eller Wayne Shorters “Footprints” der genfortolkes med hjælp fra Joe Chambers, trommeslageren fra orignalen, så samles det hele eminent på en måde der får de vidt forskellige kilder til at fremstå som et sammenhængende komponeret værk.

Om det er et tilfælde eller ej at “Shades of Blue” og “Shades of Redd” har et vist fællesskab i titlerne skal være usagt, men om ikke andet underbevidst må noget have spillet ind ved navngivningen af det nyeste af de to. Omend Madlib måske fremstår mere outreret og sprælsk i sin person, så er der et fællesskab i Madlibs og Freddie Redds ukuelige vedholdenhed i glæden ved musikken, såvel som i tiltroen til egen musikalske stil. Denne kompromisløshed, har budt dem begge to at tage utraditionelle veje, når nu de kommercielle veje var afskåret af deres respektive stil, og af dette er der udsprunget to musikalske perler.

 

FORÅR I FARVER pt. 2 – Manus Nigra “Blind vej”

Manus Nigra – “Blind Vej”

manus

En af ulemperne ved at dyrke og elske en genre meget, er at man efter tilpas mange år bliver umådeligt kræsen. Det er jeg i hvertfald blevet. På den måde skal der med min barndoms- og ungdoms musik, hiphop, efterhånden en del til før jeg rigtig kommer op af stolen. Ikke på den måde som når folk super prætentiøst erklærer, at de er “vokset fra at høre hiphop”, men mere på den måde, at jeg efterhånden har en meget dyb reference-ramme at holde ny hiphop op imod (hvilket førnævnte typer som regel egentlig aldrig har haft). Alt andet lige så er glæden det større, når der nu og da kommer noget nyt, der får en til at stoppe op. Og både glad og lettet er jeg:

Jeg har mere eller mindre de sidste 10 år været tunet ud af hvad der rørte sig af dansksproget musik, så jeg er lidt blevet blindsided af at det lille vinylcentriske Århus-label “Idiotsikker” har ramt en nerve med albummet “Blind Vej” af gruppen Manus Nigra.

Visuelt set er det for mig en bemærkelsesværdig plade. Album-art har den fantastisk dygtige Simon Gorm Eskildsen stået for, og coveret prydes af en tegneserieagtig fremstilling af gruppens tre medlemmer, gemt i en post-apokalyptisk bunker, med musikinstrumenter over alt, en bagbundet revisor-type i hjørnet og diverse landbrugsdyr flakkende omkring. Coverartisten har for mig at se et helt unikt og genkendeligt visuelt udtryk, som blandt andet også kunne ses på den crowdfundede jazz-plade “Stardust Sessions vol. 1”. Selv pladen taler ligeledes til sanserne. Selv har jeg været så heldig at få fingrene i et nummereret eksemplar på en gift-grøn transparent plade, den har jeg ihvertfald ikke set før. På pladens innerlabel ses Manus Nigras logo, Den Sorte Hånd, designet af den ligeledes knalddygtige kunstner Lars Pank, der blandt et kæmpe katalog af arbejde blandt andet også har lavet imponerende grafisk arbejde for “Mund de Carlo”, “Tudsegammelt” og “Danni Toma”. Alt i alt ganske overraskende meget kræs for øjnene, i betragtning af at vi snakker et album til en beskeden pris på 100 kroner på Bandcamp.

Gruppen består blandt andet af rapperen “Ham Den Lange”, kendt fra bl.a. Haven Morgan, og HDL er vel nærmest den eneste danske rapper af sin engang så gyldne årgang, der ikke har forsaget sin rimbog, til fordel for guitar, autotune eller Morten Breum-produktioner. I stedet har ham slået sig sammen med den absurd talentfulde sangerinde Fönix, og produceren Swab. Sidstnævnte har i undergrunden egentlig været ret produktiv, med flere udgivelser, både solo og i Bumsestilen-regi. Alligevel har han befundet sig lidt i det skjulte, og har dygtiggjort sig til et niveau, hvor jeg ikke kan komme på nogen dansk producer der pt. kan matche hans niveau.

Det sikre valg med denne konstellation havde været at lade Ham Den Lange stjæle showet, reducere Fönix til omkvædssangerinde og tøjle Swabs produktioner til en mere konform skabelon, men det har på intet måde været målet med gruppen, og som sådan er det heller ikke resultatet:

Pladen består af 10 stærke skæringer – no fillers – temaerne er gennemgående i det særdeles dystre hjørne, og produktionerne er skruet sammen med en tilbageskuen til noget ellers så ufashionabelt som trip-hop, uden at det ender op som en karikatur af en dårlig Portishead-tribute gruppe. På “Moderne Slave” med gæsteoptræden af rapperen Sawyer slås der for en kort bemærkning over i noget mere traditionelt hiphop, med et hårdtslående piano-beat. Dette nummer fungerer på pladen som et sidste vredt gisp efter vejret, og forsøg på at slå igen, mod tilværelsens og samtidens trøstesløse skærsild som fremragende udstilles især på “Ingen Udgang”, “Bag Dig” og “Dukke”. Ham Den Lange og Fönix holder et spejl op mod en omverden der præges af en menneskehed, hvor det enkelte individ står fanget som en tom skal uden sjæl, og jagter materielle goder, som reklamesøjlerne foregiver kan fylde denne tomhed. Dette over en genial lydkulisse af støvede trommer, manipulerede og dissekerede vokal-bidder og samplinger fra den danske filmskat.

Mit indtryk er heldigvis at gruppen faktisk har fået en del velfortjent opmærksomhed, om ikke andet så ihvertfald her i Århus, hvor det er længe siden der sidst har været noget lokalt musikalsk at begejstres over. Så en del af jer har nok allerede hørt musikken, men jeg kan altså kun anbefale jer at købe albummet, for det lader sig altså høre at der er tale om et album der nydes bedst i sin helhed fra start til slut, og altså fornægter Idiotsikkers “DNA” som vinyl-label sig altså ikke.

 

Hvis i gerne vil have den lækre grønne nummererede vinyl, så kan den anskaffes her på Idiotsikkers webshop:

https://idiotsikker.bandcamp.com/album/blind-vej